En grundlæggende tanke i den mentaliseringsbaserede tilgang er, at have “sind på sinde”. Mentalisering refererer til, at vores erfaringer bliver til sind.
I en sund udvikling og relation, lærer barnet igennem spejling i de tidlige år, at kategorisere og spejle følelser, hvorved der forekommer en hensigtsmæssig balance mellem følelse, tanke og adfærd op gennem barnets udvikling.
Det betyder konkret, at barnet tidligt introduceres til at forholde sig til sig selv “udefra og indefra”.
Regulering af barnets affekter kræver fornemmelse for barnets indre tilstand. I den sunde udvikling kan omsorgspersonen generelt tyde barnet.
Denne proces fører efterhånden til barnets udvikling af evnen til at aflæse sindsstemninger hos omsorgspersonen og gradvist at regulere sig efter denne, således at selvreguleringen og gensidigheden øges i samspillet og relationen.
Den unge oplever således, at både den unge selv og andre har et indre liv med følelser, tanker og hensigter, og får fornemmelsen af både at dele oplevelser og være forskellige individer med forskellige indre liv.
Hos omsorgssvigtede børn og unge, opleves det, at de har svært ved at kategorisere og spejle følelser med hensigtsmæssig adfærd. Der opleves tværtimod oftere en nedsat evne, til at handle nuanceret eller kontekst-rettet.
Ud fra et mentaliseringsbaseret perspektiv, er det altså helt centralt, at yde støtte og arbejde med at regulere de følelser, tanker og intentioner, der er baggrunden for den unges uhensigtsmæssige adfærd.
I pressede situationer, eller i situationer hvor den unges handlinger opleves som værende uden refleksion eller omtanke, er det netop vigtigt at komme ind bag adfærden og prøve at forstå, hvorfor der handles som der gør.